Hvad er Kranio Sakral Terapi ?
Behandlingen udspringer fra en osteopatisk (manuel-medicinsk) metode, som bygger på en rytme, der ligesom hjertets eller åndedrættets rytme, kan mærkes over hele kroppen. Rytmen kaldes den Kranio-Sakrale puls og har en hastighed på 6 - 12 gange i minuttet, hvormed cerebrospinalvæsken (hjernevæsken) pumpes rundt omkring hjerne og rygmarv, mellem kraniet og korsbenet (sacrum). Heraf kommer navnet Kranio-Sakral Terapi - KST. Kranio-Sakral terapi er en meget blid, men også dybtgående manuel behandlingsform, som arbejder med kroppens egen puls, med det sigte at påvirke kroppen til selvhelbredelse.
Den Kranio-Sakrale puls bliver også kaldt "livets åndedræt", fordi den kan opfattes som et udtryk for en persons vitalitet, og forandringer i denne rytme kan derfor medføre forandringer i både krop og sjæl. Ved hjælp af terapeutens blide tryk kan kroppen ofte selv rette ubalancer, som kan være opstået efter slag eller stød, influenza, chok og andre påvirkninger. Behandlingsformen, der blev opdaget af den amerikanske læge William Sutherland for hundrede år siden, er siden blevet videreudviklet verden over. Kranio-Sakral Terapi udøves i dag af læger, sygeplejersker, fysioterapeuter og alternative behandlere, men anvendes også af pårørende til ulykkesramte eller af forældre til et handicappet barn.
Hvordan foregår behandlingen?
En behandling varer cirka en time, hvor klienten ligger afslappet på en briks, mens behandleren med nænsomme berøringer løsner op for spændinger og blokeringer, især omkring hoved, rygsøjle og bækken. Klienten oplever ofte en dyb afslappelse, en nærmest meditativ søvn. Som reaktion på behandlingen oplever mange klienter efterfølgende en udrensning af kroppen, forbigående træthed og lignende.
Disse reaktioner aftager hurtigt og er kun tegn på, at kroppen begynder at slippe sine problemer. Der kan ske en bearbejdning af ubevidste gemte traumer, såfremt kroppen er parat til at slippe disse.
Hvad kan Kranio-Sakral Terapi afhjælpe?
Der er ikke lavet mange undersøgelser på effekten af Kranio-Sakral behandlingen over for forskellige lidelser. Kranio-Sakral behandlerne fortæller, at de har erfaringer for at behandlingen bl.a. hjælper på:
Hovedpine
Migræne,
Whiplash - "piskesmæld",
Led-& muskelsmerter,
Kronisk stress og muskelspænding
Stressbetonede koncentrations-og hukommelsesproblemer
Motoriske & psykiske problemer hos børn
Kranio-sakral terapien giver vitaliteten et løft, og har en almen gavnlig virkning på ens velbefindende og på livskvaliteten.
KST kan hjælpe børn med indlærings, motoriske, og psykiske problemer.
At arbejde med KST med børn kræver ikke bare, at man er dygtig til teknikkerne, men også at terapeuten har god kontakt med børn - kan lide børn og kan få dem til at føle, at det er i orden at komme igen. KST bygger på den blødeste berøringsteknik man kan forstille sig, dvs. 5 grams tryk. Filosofien er at kroppen har de nødvendige ressourcer og er selv-korrigerende. Hvis kroppen får de rigtige signaler, vil den rette sig selv. Derfor, er det så velegnet til børn.
Børnene kan behandles helt ned fra de er få dage eller timer gamle.
Nogle er blevet hjulpet med én behandling, andre får først en væsentlig bedring efter flere behandlinger.
Kranio-Sakral Terapi kan kombineres med andre behandlingsformer, og den har også vist sig at have en gavnlig virkning på f.eks. en igangværende traditionel behandling.
Tryk på nedenstående link for at se om behandlingsformen.
Behandlingsformen Kranio-Sakral Terapi