Referat fra Generalforsamlingen i Foreningen af Kranio-Sakral Terapeuter afholdt lørdag den 13. marts 2010

 

 

 

Dagsorden

 

1.                                Valg af dirigent

2.                                Valg af referent

3.                                Bestyrelsens beretning

4.                                Etisk Råds beretning

5.                                Kassererens beretning og fremlæggelse af budget for 2010

6.                                Indkomne forslag:

a)     Forslag fra bestyrelsen til ændring af vedtægter for Foreningen af Kranio-Sakral Terapeuter

b)     Forslag fra bestyrelsen til at indgå drøftelser med Foreningen af Professionelle Kropsterapeuter i Danmark om sammenlægning med Foreningen af Kranio-Sakral Terapeuter

      

7.                                Fastsættelse af kontingent

8.                                Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer samt 2 suppleanter

9.                                Valg af 2 interne revisorer eller 1 ekstern revisor

10.                            Valg af 1 medlem til Etisk Råd samt 1 suppleant

11.                            Eventuelt

 

 

Formanden bød velkommen og orienterede om de praktiske ting i forbindelse med generalforsamlingen.

 

 

Ad 1. Valg af dirigent

 

Bestyrelsen foreslog Helle Troelsen som dirigent, Helle blev enstemmigt valgt. Helle indledte og fortalte kort om dagsordenen og ønskede at medlemmerne gav en kort præsentation af sig selv.

 

 

Ad 2. Valg af referent

 

Bestyrelsen foreslog Anne Mette Gotfred, Anne Mette blev enstemmigt valgt.

 

På generalforsamlingen deltog 21 stemmeberettigede medlemmer.

 

 

Ad 3. Bestyrelsens beretning

 

Formanden aflagde beretning om årets aktiviteter.

Formanden indledte med at fortælle, at bestyrelsen har haft endnu et travlt år med mange spændende opgaver, hvor den største begivenhed nok må siges at være Sundhedsstyrelsens godkendelse af Kranio-Sakral Foreningen til at kunne RAB registrere sine medlemmer.

 

Hjemmesiden:

Den anden store opgave har og er hjemmesiden. Webmaster og bestyrelsen har og arbejder stadig på at gøre den mere attraktiv og der er nedsat et udvalg, som skal gennemgå og redigere alle siderne.  Som det vil fremgå af årsregnskabet for 2009 er budgettet for implementeringen af hjemmesiden overskredet. Årsagen hertil er, at det har været nødvendigt at få udført arbejde, som der ikke var taget højde for i forbindelse med planlægningen i 2008.

 

Medlemmer:

Vi har i dag 217 aktive medlemmer heraf 35, som er RAB godkendte, 21 passive og 8 som er under indmeldelse, dvs 246 medlemmer. Ved udgangen af 2008 havde vi 197 aktive og 19 passive, dvs 216 medlemmer og ved udgangen af 2009 var der 210 aktive og 19 passive dvs 229 medlemmer, så det må vel siges at være et tilfredsstillende resultat for foreningen.

 

Det blide Tryk:

Bladet er udkommet 3 gange i 2009 i digital udgave. Bestyrelsen har i årets løb tilknyttet Melanie Friis-Rousing til bladudvalget.

 

Medlemsmøde:

Medlemsmødet blev i 2009 afholdt på Hotel Hedegaarden i Vejle i weekenden den 23./24. oktober og var igen en stor succes. Lørdagen bød på paneldebat om de udfordringer vi som Kranio-Sakral Terapeuter står overfor samt en workshop.  Søndagens program var et foredrag af Wilhelm Nussbaumer "fra biomekanisk til energetisk og biodynamisk Kranio-Sakral Terapi". Planlægningen er i fuld gang til næste medlemsmøde, som afholdes den 30./31. oktober 2010.

 

Forskningsfond:

På bestyrelsesmødet den 21. marts 09. blev ansøgning til forskningsfonden om et tilskud på kr. 49.223,- bevilget. Projektet er nu i gang på Syddansk Universitetscenter og har følgende målsætning: Måling af kraniets bevægelighed målt med servomekanisme Serebospinalvæskens pulsering og trykforøgelse i subaraknuidrrummet. For yderligere information se venligst januarudgave af Det Blide Tryk.

 

Vifab:

Vi har deltaget i 2 møder i 2009. Der blev orienteret og informeret og henvist til Vifabs hjemmeside www.vifab.dk, hvor man kan læse meget mere.

 

Messe:

Igen i 2009 deltog vi på Sund Livsstil messen i Forum. Som altid meget stor interesse for vores stand. Bestyrelsen har dog besluttet, at vi ikke deltager i Forum 2010 men i Aarhus i 2011.

 

Etisk Råd:

Der har ingen sager været til behandling i Rådet, hvilket må siges at være positivt. Sådan som det ser ud i dag har Etisk Råd helt deres "eget liv" men vi i bestyrelsen ser gerne, at Etisk Råd bliver en mere organisk del af foreningens arbejde med nye aktiviteter. Vi henviser til Esben Jørgensens artikel i Det Blide Tryk, januar 2010 nr. 1 Etisk Råd - klageorgan og ? Endvidere har bestyrelsen taget initiativ til at invitere et medlem fra Etisk Råd med til bestyrelsesmøderne.

 

RAB:

I marts 2009 modtog vi Sundhedsstyrelsens godkendelse af foreningen til at RAB registrere medlemmerne. Der er nedsat en gruppe til at udarbejde materiale, som har dannet baggrund for såvel ansøgning som sagsbehandling. Materialet har været tilgængeligt på foreningens hjemmeside siden juni måned 2009.

 

Til dato har foreningen 35 RAB godkendte.

 

Bestyrelsens beretning blev taget til efterretning.

 

 

Ad 4. Etisk Råd

 

Fra Etisk Råd var der ingen sager at berette om men vi henviser til bestyrelsens beretning under Etisk Råd.

 

 

Ad 5 Kassererens beretning og fremlæggelse af budget for 2010

 

Kassereren gennemgik foreningens økonomiske status. Årets resultat 2009 er negativ med kr. 4.338 i forhold til 2008 kr. 66.392. Den væsentligste årsag hertil kan tilskrives flytning og reetablering samt udbygning af hjemmesiden. Udgifterne blev gennemgået med noter til de enkelte udgiftsposter. Et medlem spurgte til medlemskontingentet for 2009, som var lavere end i 2008 til trods for et større antal medlemmer. Kassereren informerede om, at årsagen hertil var, at medlemskontingentet var nedsat fra 825 til 700.

 

På balancen pr. 31. december 2009 viste Forskningsfonden i 2008 kr. 57.554, disse midler er imidlertid overført til selvstændigt regnskab for Forskningsfonden, hvorfor denne position i 2009 er 0.

 

Der er overført kr. 17.349 til Forskningsfonden i 2009 og der er udbetalt til legater kr. 49.223.

 

Herefter gennemgik kassereren omkostningsbudget for 2010 på kr. 132.500.

De realiserede omkostninger for 2009 var kr. 191.414.

 

Det blev foreslået at hensættelse til Forskningsfonden blev hævet i forhold til budgettet. Det blev besluttet at der tages stilling til dette ved budgetårets afslutning.

 

 

Ad 6 Indkomne forslag

 

  1. Forslag fra bestyrelsen til ændring af vedtægter for Foreningen af Kranio-Sakral Terapeuter.

 

  1. Forslag fra bestyrelsen til at indgå drøftelser med Foreningen af Professionelle Kropsterapeuter i Danmark om sammenlægning med Foreningen af Kranio-Sakral Terapeuter.

 

Forslag a) blev herefter drøftet. Det drejer sig i og for sig ikke om vedtægtsændringer men blot om en redigering/sammenskrivning af de gamle vedtægter og det var derfor ikke indholdet medlemmerne skulle tage stilling til.  Ønsket om disse ændringer er kommet fra Sundhedsstyrelsen i relation til vores RAB ansøgning, som blev givet på betingelse af at disse ændringer blev foretaget på førstkommende Generalforsamlingen.

 

I forhold til de gældende vedtægter er der foretaget følgende ændringer:

 

-        Sidste sætning i § 6 stk. 1 er slettet

-        Ny § 7 som er foreningens Regler og Procedure for registrering som "Registreret Alternativ Behandler" RAB

-        § 15 stk. 4 udgår

-        Ny § 16 som er foreningens Regler og Procedure for klageadgang og klagesagsbehandling i Etisk Råd /ER)

-        De 2 selvstændige regelsæt: Regler og Procedure for klageadgang og klagesagsbehandling i Etisk Råd (ER) og Regler og Procedure for registrering som "Registreret Alternativ Behandler" (RAB) udgår.

 

Forslaget blev vedtaget af samtlige stemmeberettigede.

 

Forslag b) blev herefter drøftet. Formanden informerede om hvordan tankerne omkring en sammenlægning blev til, hvor de 2 formænd have haft en god snak, de 2 formænd har også haft et indledende møde, som var meget positivt og konstruktivt. Der var enighed i, at de 2 foreninger stiller med en forhandlingsgruppe på 3 personer, 2 fra bestyrelsen og 1 fra medlemskredsen. Første møde er aftalt til den 21. marts 2010, såfremt der stemmes ja til forslaget. De tilstedeværende medlemmer stemte for, at man skulle arbejde videre med dette forslag.

 

Ad 7 Fastsættelse af kontingent

 

Det blev vedtaget, at fortsætte med det fastsatte kontingent for 2009 også i 2010:

Kr. 900 pr år for RAB godkendte, kr. 700 for aktive medlemmer og kr. 250 for passive medlemmer.

Forslaget blev godkendt.

 

 

Ad 8 Valg af bestyrelsesmedlemmer

 

a.      Leif Sachmann var på valg og modtog genvalg. Blev genvalgt.

b.     Anne Mette Gotfred var på valg og modtog genvalg. Blev genvalgt. Begge blev genvalgt for en 2-årig periode.

c.      Valg af 2 suppleanter: Dorte Sørensen og Aase Barlebo var på valg. Blev genvalgt. Begge for en 1-årig periode.

 

Ad 9 Valg af 2 interne revisorer eller 1 ekstern

 

Det blev enstemmigt vedtaget at fortsætte med den samme eksterne revisor Henning Bech Frederiksen fra Elmebech ApS, som enstemmigt blev valgt.

 

 

Ad 10 Valg til Etisk Råd

 

a.      Karin Jensen var på valg og ønskede ikke genvalg. Lotte Obbekjer blev valgt for en 2-årig periode.

b.     Suppleant Lisbeth Kristensen var på valg og modtog ikke genvalg. Sidsel Thevik blev valgt for en 1-årig periode. 

 

Der har indtil dato ikke været klager til Etisk Råd, som derfor ikke har haft opgaver at arbejde med.

 

Med udgangspunkt i RAB godkendelsen må det forventes at rollen for Etisk Råd bør redefineres, således at rollerne i Etisk Råd bliver mere aktive og fremadrettede med etikken som hovedformål også nævnt tidligere i referatet.

 

 

Ad 11 Eventuelt

 

Koda/Gramex

Bestyrelsen havde på sidste års generalforsamling lovet at undersøge muligheden for en kollektiv aftale med Koda/Gramex. Formanden fremlagde det tilbud, som vi har modtaget fra Koda/Gramex.

Foreningen skal betale for alle aktive medlemmer kr. 230 pr medlem det vil sige pr. ca. 49.000.

Betingelser er:

 

At der kun må spilles musik i behandlerrummet

At der max må spilles musik på 2 åbningsdage om ugen

At der max må være 70 medlemmer, som benytter musik

 

Det blev besluttet ikke at gøre mere ved dette, sagen er hermed undersøgt og henlagt.

 

 

Workshop/forsikringsselskaber

Bestyrelsen har i længere tid ønsket at henlede Forsikringsselskaberne på vores eksistens. Det vil på næste bestyrelsesmøde den 27. marts 2010 blive besluttet i hvilken form dette skal udmønte sig i, 2 medlemmer fra bestyrelsen udarbejder et oplæg til denne workshop.

 

 

Medlemsweekend 2010

"Den jyske Qvintet" ville høre om medlemmerne have nogle gode forslag til medlemsweekenden. Emnet blev diskuteret og man var enige i, at såfremt fagligheden var høj ville man gerne betale lidt

ekstra. Man skal også huske på, at medlemsweekenden tæller med som vedligeholdelse af RAB godkendelse.

 

Et medlem havde 2 punkter til dagsordenen under eventuelt:

 

1)     ændring af ordlyd på hjemmeside

 

Hvad er Kranio-Sakral Terapi i 3. afsnit. Hvad kan Kranio-Sakral Terapi afhjælpe? Her vil jeg gerne foreslå, at den første sætning "Der er ikke lavet mange undersøgelser på effekten af Kranio-Sakral Terapi behandling over forskellige lidelser ændres til: Kranio-Sakral Terapi er blevet en udbredt behandlingsform p.g.a. de mange positive resultater, der har spredt sig via mund til mund metoden. Kranio-Sakral behandlere fortæller, at de har erfaringer for at beh.osv. Der er for tiden en undersøgelse i gang.

 

Formanden informerede om, at der er nedsat et udvalg til at gennemgå alle siderne på hjemmesiden og at de vil være opmærksomme på dette.

 

2)     vedr. udvidet annoncering

 

Medlemmet havde i mellemtiden undersøgt prisniveau på annoncering og kunne godt se, at dette var urimelig højt, så dette punkt blev ikke diskuteret yderligere.

 

Efteruddannelseskurser

Endnu et emne blev taget op, skal Foreningen af Kranio-Sakral Terapeuter påtage sig, at holde efteruddannelseskurser af varighed på 1 til 2 dage. Dette emne vil blive taget op på det kommende bestyrelsesmøde den 27. marts 2010.

 



Formanden takkede for en god og konstruktiv generalforsamling med mange gode indslag.

 

 

 

Ordstyrer Helle Troelsen                                               Referent sekretær Anne Mette Gotfred

 

 

 

Formand Thorkild Sørensen                                          Næstformand Lars Henrik Lundsgaard

 

 

 

Kasserer Leif Sachmann                                               Bestyrelsesmedlem Lisbeth Aagaard

 

 

 

Den 13. marts 2010

 

Foreningen af Kranio-Sakral Terapeuter i Danmark
techCMS